Slaegt

'Rosenkrantz, Otte Nielsen, --1477, til Bjørnholm, Hofmester, var en Søn af Hr. Niels Jensen R. til Tange; som hans Moder nævnes Anne Skinkel. Han har rimeligvis været født i Slutningen af det 14. Aarhundrede; det første, der meddeles om ham, er, at han under Erik af Pommerns Krig om Sønderjylland skal være blevet saaret i Slaget ved Immervad, der henføres til 1420. Han havde Andel i Slægtens gamle Stamsæde Hevringholm i Sønderhald Herred (som han dog paa sine ældre Dage overdrog til sin Broder Stygge), men forøgede i øvrigt sine Besiddelser betydelig ved sit Giftermaal. Senest 1426 ægtede han Else, Datter af Holger Gregersen Krogrios (IX, 524) og Karen Eriksdatter Saltensee og Enke efter Anders Ovesen Hvide til Bjørnholm, der var død c. 1420; Fru Else skal have været født o. 1379 og var saaledes vistnok betydelig ældre end O. N., der gjennem hende fik Andel i hendes første Mands Ejendom Bjørnholm (i Sønderherred Dyrs). Ved Kjøb, bl. a. af forskjellige andre Parthaveres Andel i Bjørnholm, udvidede O. N. efterhaanden betydelig sine Besiddelser i denne Egn, hvor ogsaa for en stor Del hans Forleninger kom til at ligge. O. N. var Medlem af Rigsraadet 1436 og maaske allerede 1434 og 1435, da nan rnedbeseglede Overenskomsterne i Stockholm med Svenskerne og Freden i Vordingborg med Hertug Adolf. 1438 deltog han i Indkaldelsen af Christoifer af Bajern og 1439 i Udstedelsen af Opsigelsesbrevet til Erik af Pommern, og under den ny Styrelse steg han hurtig i Anseelse. En af Christoffer af Bajerns første Handlinger som Rigsforstander var at forlene O. N. med Kalø Len og desuden med Sønderhald Herred (1439); 2 Aar senere, da den jyske Bondeopstand var knust og dens Hovedleder, Henrik Tagesen Reventlow, henrettet, skjænkede Kongen dennes til Kronen forbrudte Andel i Bjørnholm til O. N., som endnu i 1441 tillige fik Lensbrev paa Grenaa, Stensmark og Anholt for sin og sin Hustrus Livstid. Omtrent ved samme Tid (tidligst 1441, senest 1443) blev han slaaet til Ridder, formodentlig ved en af Kroningerne, enten i Upsala 1441 eller i Ribe 1443; og endelig gjorde Kongen ham til sin Hofmester, i hvilken Egenskab han nævnes første Gang ved Christoffers og Dorotheas Bryllup 1445. O. N. var saaledes blevet Indehaver af det højeste verdslige Embede i Riget, og han beklædte det, da Kong Christoffer døde 1448, og der blev Spørgsmaal om Valget af hans Efterfølger. Uheldigvis ere vi yderst daarlig underrettede om de Forhandlinger, der førte til Christian I's Valg, og om O. N.s Stilling til Tronfølgespørgsmaalet vides i Virkeligheden slet intet; derimod kan det nævnes som et karakteristisk Vidnesbyrd om den Betydning, man tillagde ham i Udlandet, at Amsterdam i Juni 1448 anmodede Styrelsen i Holland om at betale ham en Fordring, han havde paa Hollænderne, for at de hollandske Skibe ikke skulde blive anholdte i Danmark. Og saa meget er i alt Fald sikkert, at O. N. ogsaa i de første Aar efter Tronskiftet fremtræder som Kongens Hofmester og højt betroede Mand; saaledes medbesegler han Christian I's norske Haandfæstning 1449 og deltager i Afslutningen af det foreløbige Forlig om Gulland s. A. og af Halmstadoverenskomsterne 1450. Og man ser ham i den samme Gunst hos den ny Konge som hos Forgængeren: 1449 skjøder Christian ham Hassens og Æbeltoft (som han allerede havde haft i Pant under Christoffer) tillige med Øen Hjelm, dog med Forbehold af Kronens Gjenkjøbsret; 1455 faar han Bro Hospital ved Grenaa i Forlening for Livstid, og 1459 faa han og hans Søn Erik Birkeret over Bjørnholm Gaard og Gods. I de 2 sidstnævnte Aar var O. N. imidlertid ikke længere Hofmester. Sidste Gang, han med Sikkerhed kan paavises i dette Embede, turde være i Maj 1452, og i ethvert Fald fra Okt. 1453 forekommer Niels Eriksen Gyldenstjerne som Indehaver af det. Der er vel bevaret Ordlyden af et Brev, som angives udstedt i Avg. 1456, og hvori Kongen giver O. N. efter hans egen Ansøgning Afsked som Hofmester og takker ham for de i hans Embedstid ydede Tjenester; men dette Brev kjendes kun gjennem en vitterlig upaalidelig Afskrivers Afskrift, og efter al Sandsynlighed skal dets Aarstal rettes til 1452. Ogsaa efter at være fratraadt som Hofmester nævnes O. N. flere Gange som nærværende ved Møder af Rigsraader, men det synes at blive sjældnere, alt som Aarene gaa, og efter 1465 kan det næppe paavises. Han findes anført som Landsdommer i Nørrejylland 1454 og 1462, men Kilden herfor er ingenlunde egnet til at indgyde Tillid, og paafaldende er det i alt Fald, at ikke et eneste nu bevaret Brev nævner ham i denne Stilling. Sikkert er det derimod, at han i sine senere Aar, efter at have trukket sig tilbage fra Statens Anliggender, endnu mere afgjort end tidligere viser sig knyttet til Jylland, især naturligvis den østjyske Halvø og Egnen der omkring, hvor hans vigtigste Besiddelser og Forleninger vare beliggende. Her i Nærheden laa Mariager Kloster, den gejstlige Institution, som han særlig viste Gavmildhed imod; at han var en from Mand i Tidens Aand, lagde han i øvrigt ogsaa ellers for Dagen ved Gaver til Kirker, ligesom han og hans Hustru allerede 1430 vare blevne gjorte delagtige i Franciscus' og Claras Ordeners gode Gjerninger og senere tillige i Prædikebrødrenes. Fremdeles byggede han Marie Magdalene Kirke (i Sønderhald Herred), men om Retten til denne Kirke og om flere andre Spørgsmaal kom han og hans Søn Erik i en heftig Trætte med Aarhusbispen Jens Iversen Lange; Kongens Afgjørelse af Sagen faldt dog ganske ud til O. N.s og hans Søns Fordel (jvfr. X, 29). En langt voldsommere og ogsaa meget langvarigere Strid havde O. N., hans Broder Stygge og Søn Erik med den vilde Lave Brock til Estrup (s. III, 90 f.); at denne sidste afgjort havde Uretten paa sin Side, ses af hele Stridens Gang, ligesom en i alt Fald næppe meget yngre Opfattelse giver sig Udslag i de karakteristiske Linjer: «Du maatte vel tro hin rige Hr. Otte og saa vor unge Konge, du tro ret aldrig Hr. Lave Brock, han haver en Ormetunge». Hvad O. N.s Len angaar, maa han antages en Tid lang at have været forlenet med Byfogediet i Randers. Desuden finder man nævnt en hel Række jyske Herreder, hvoraf han til forskjellige Tider har oppebaaret Skatter og Afgifter, og som i ethvert Fald for en stor Del ikke kunne antages at have ligget til Kalø under almindelige Forhold; maaske har han da haft disse Herreder eller dog nogle af dem i Forlening, men med Sikkerhed vides det kun om Rinds Herred. Heller ikke vides det, hvor længe han har beholdt Kalø, men det har dog vist næppe været lige til hans Død; og Styrelsen af Bjørnholm synes han omtrent 1468 at have overdraget til Sønnen Erik, der allerede tidligere havde haft Del i Gaarden. O. N. maa saaledes antages efterhaanden at have trukket sig mere og mere tilbage fra Verden. I 1470 mistede han sin Hustru, der efter Sigende blev 91 Aar gammel; 1477 døde han selv. At han har spillet en betydelig Rolle i Danmarks Historie, vil ingen kunne nægte; men det maa dog bemærkes, at det jo kun var en forholdsvis kort Tid, han beklædte Hofmesterembedet. Og hans Virksomhed maa ganske vist, saa vidt vi kjende den, afgjort skaffe ham Efterverdenens Agtelse, men den kunde rigtignok ønskes adskillig bedre oplyst. Barner, Fam. Rosenkrantz's Hist. I, 1l6 ff. Hist. Tidsskr. 5. R. I, 534 ff.' (Source: Dansk Biografisk Lexicon, Bind XIV, p. 289-292)